Det skal jo gøres – den årlige evaluering af det hele. Alt i alt et fint år. Har i det forløbne år ofte taget mig selv i at føle stor taknemmelighed. En dejlig følelse. Men altid kombineret med en bevidsthed om, at jeg skal sørge for at lagre alle de gode øjeblikke på en hylde i hjernen. Mange af de dejlige oplevelser kommer jo desværre ikke igen. For pludselig bliver børnene store og flytter hjemmefra, jeg får slidgigt i hele kroppen og bliver grim og gammel (og kan måske ikke længere huske de dejlige minder!), og verden går i det hele taget den forkerte vej.

Først det vigtigste: Familien. Tildes år kan opsummeres som ”begejstret”. Mange gange om dagen starter hun sin sætning med enten ”Jeg glæder mig helt vildt til (……at jeg skal have matematik, i frit, i svømmehal osv.)” eller ”det var bare SÅ sjovt” Hendes store glade, lyse blå øjne, når hun beretter om alt det spændende, hun enten har tænkt på, eller har oplevet. Jeg er så ekstremt taknemmelig for, at hun har så lyst et sind, og jeg bliver dagligt glad om hjertet, når jeg snakker med hende. Om et par år er hun sandsynligvis en gnaven teenager, der synes at hendes at hendes næse er for stor, at livet er barsk og at hendes mor er møgirriterende. Puha – skræmmende tanke.

Min dejlige dreng er blevet så voksen: Man kan lige pludselig snakke med ham om livet og samfundet på en hel ny måde. Ikke noget med, at jeg forklarer, hvordan det hele hænger sammen: Han gør sig selv en masse overvejelser om, hvordan det er, og hvordan det burde være. Den største kærlighedserklæring kom han med, da jeg endnu engang havde slæbt ham med ud til et halvkedeligt arrangement (som i årets løb har inkluderet både vælgermøder, rundvisninger og meget tunge film). Han bemærkede, at jeg altid fik valgt aktiviteter, hvor der ikke var andre børn. Da jeg undskyldte min manglende evne til at finde noget teenageinteressant, sagde han ”det gør ikke noget, mor, når bare det er sammen med dig”. Han er så eftertænksom, sjov og kærlig. Og alligevel er jeg sådan rigtig mor-bekymret! For jeg ved godt, hvor svært det er, at være teenager, og er rædselsslagen for, at han føler sig udenfor eller forkert – og at jeg ikke kan gøre noget, for at gøre livet lettere for ham. For vil han fortælle mig, hvis han går og bekymrer sig om noget – og vil jeg være i stand til at se det på ham? I modsætning til sin søster, siger han nemlig langt fra alt, hvad han tænker på.

Mine to bonusdrenge har det tilsyneladende rigtig godt, og er hver især glade for deres skole – og uddannelsesliv. Man kan dog mærke, at det der med ”familielivet”(=hygge med far og bonusmor), har fået mindre plads i deres bevidsthed (hvilket nok er meget normalt), og det giver os en forsmag på, hvordan det bliver, når børnene for alvor flytter hjemmefra.

(Nu kommer der lige en indskudt og meget banal forældrebetragtning: Det er virkelig ikke til at forstå, at drengene for et par dage siden sad og legede med starwars-figurer på gulvet i stuen, og blev begejstrede for en tur på legepladsen. Hvorfor har man ikke indsat en ”pause” eller ”repeat”-knap” i livet, så man lige kunne få lov at opleve det en gang til?)

Jon vil nok ikke bryde sig om, at jeg lavere en længere evaluering af vores parforhold her i bloggen, men den overordnede konklusion er, at han stadig er en dejlig mand, så jeg beholder ham.

Antallet af beboere er vokset henover året: Vi har både fået fisk, en hamster og en delekat (ved ikke, hvem vi deler den med). Meningen med fiskene var, at de skulle skabe ro og balance – lidt som pausefiskene. Synes dog nærmere, at de giver lidt stress: De er ikke specielt søde ved hinanden, og det er svært at opdrage på fisk (“nu synes jeg, at du skal holde op med at jagte din bror, for ellers dør han”). Hermione-hamster har været et stort hit, og plejer at spise med ved morgenbordet. Uden sammenligning i øvrigt, har vi også haft glæde af min nevø (alias den franske filosof), som har mindet os om, hvordan man er rigtig ung (feste, sove, feste og så sove lidt mere).

Socialt har det været et lidt sløvt år. Vi har ikke holdt nogen fester eller større sammenkomster overhovedet. Det må kunne gøres bedre næste år. Men i det små har der været masser af gode oplevelser, med både gamle og nye venner. Heldigvis er jeg så privilegeret, at jeg til stadighed møder spændende nye mennesker, især gennem mit frivillige arbejde. Både Humanistisk Samfund og Café Blom har været med til at berige mit liv i det forløbne år . ”Berige” lyder godt nok stort, men alligevel er det nok det mest dækkende ord, for her har jeg fået dækket mit behov for at snakke om ”livets mening” med nogle kloge og dejlige mennesker.

Der har vel egentlig været masser af rejser: Sri Lanka, Edinburgh, højskole, Frankrig, Harry-Potter-London, Tenerife.

Det lønnede arbejde kommer i kategorien ”OK”. En jævn middelkarakter. Ind imellem nogle fagligt udfordrende opgaver – og nogle ganske fine og sjove ”kolleger” (i citationstegn, da de jo ikke er rigtige kolleger, da jeg er en fritsvævende konsulent – men jeg kan godt lide at tænke på dem som kolleger). Dog er jobbet alt i alt for ”introvert” til mig: Langt størstedelen af tiden sidder jeg med mig selv og mine dokumenter, hvilket jo ikke er optimalt for en opmærksomhedskrævende papegøje. Det må jeg gøre noget ved…..

Verden omkring mig…. Tja, hvad skal jeg mene. Synes ikke, at den er blevet bedre. Faktisk virker det som om, at den er blevet dummere og mindre forstående. Det har optaget mig meget, og jævnligt bliver jeg grebet af en ”jeg-må-da-gøre-noget” tanke. Ved ikke helt hvad – men i det helt små kan jeg jo skrive blogs og læserbreve. Måske er det året, hvor jeg skal gå ind i politik. Kan dog ikke helt finde ud af, hvor jeg hører hjemme henne…. Og måske har jeg min følsomme personlighed og manglende tålmodighed imod mig.