Nu er det heldigvis blevet efterår. Den våde og mørke tid resonerer bare lidt bedre med mit indre grundstemning. Ingen krav om at skulle ud og nyde solen og livet og kærligheden. Nu har man lov til at sidde på sofaen, omsvøbt af et tæppe og lave absolut ingenting, mens man luller sig ind i en lettere depressiv tilstand.

Har lige læst, at folk med depression faktisk er dem, der har det mest realistiske selvbillede. Når vi er deprimerede er vi nemlig klar over alle vores fejl og mangler, mens manglen på depression får os til at bilde os ind, at vi er nogle prægtige og unikke væsner. Jeg vil gerne tage den endnu videre og postulere, at depression burde være den naturlige grundtilstand for alle tænkende væsner: Når vi er bevidste om, at vi er nogle mikroskopiske væsner i et kæmpestort univers, at vores lille jord en dag uundgåeligt vil gå under, og at alt vil være glemt – og at der ikke er nogen, der har været i stand til at få en overordnet mening ud af det hele (andet end, at der må være en gud -og man i øvrigt selv er forpligtet til at skabe mening), er det da helt forventeligt, at man bliver lidt modfalden.

Jeg synker i hvert fald ned i lettere tungsind, når jeg, som forleden, kom til at se Steven Hawkins forklaring på Universet opståen, som vistnok lyder nogenlunde sådan her: Først var der intet, altså absolut intet, og heller ikke nogen tid, men så lige pludselig eksploderede det, og så var der et univers med tid og det hele, og så kom vi. Nemt at forstå? Ikke nok med at det hele forekommer enormt skræmmende. Jeg kan slet ikke rumme tanken om ”ingenting”. Og jeg bliver desuden nedslået over min manglende evne til at forstå og acceptere disse fine naturvidenskabelige forklaringer. Bevidstheden om mine intellektuelle begrænsninger sætter ind (har ellers altid fået at vide, at jeg er sådan en kvik pige :().

Når jeg så lige – igen, igen – har sundet mig over den manglende overordnede mening, kommer den fornuftige og handlekraftige Karin heldigvis tilbage, og hun ved, at hendes liv har masser af mening, for hun har bl.a. en skøn familie, som hun elsker højt.

Puuhaa – så er alt jo godt igen!

Men næ nej, for nu følger tanken om, at jeg slet ikke bruger tid nok på det centrale i livet, men til gengæld alt for lang tid foran en computer med at skrive alenlange dokumenter, som ingen gider læse. Det er da værdiløst. Så man må gøre noget. F.eks. sige op, og rejse ud i verden og bare nyde livet.

Jamen, så er det jo en plan, og så skal det jo nok gå!

Men som om udfordringerne slutter her! For hvad nu hvis man slet ikke har nogen trang til at rejse ud i verden? Hvad nu hvis man bare ikke gider at se Det Hvide Hus og Taj Mahal, eller gider sejle rundt i det caribiske hav? Hvad nu, hvis man bare slet ikke har nogen store drømme om verden? En helt forfærdeligt tanke. At vide, at man spilder tiden med at arbejde, men ikke engang har fantasi til at sætte noget i stedet for! Ikke engang en drøm om at springe ud som kunstmaler eller sanger kan jeg mønstre. Vi har muligvis kun dette ene liv, og derfor skal det da bruges optimalt. Og man burde skamme sig, når man ikke formår at tænke stort.

Nu vil jeg igen trække tæppet op og overveje, om jeg bare skal acceptere, at mit liv faktisk er OK på trods af overdreven megen tid med trivielle arbejdsopgaver – eller om jeg skal forsøge at vække den indre eventyrer til live, hvis der findes en sådan indeni. Måske vågner den, hvis solen engang begynder at skinne igen.