Ferie. Sandstrande, drinks i vandkanten, spændende nye kulturer og frem for alt samvær med en harmonisk familie. Sådan kommer det i hvert fald nemt til at fremstå, hvis man bruger FB som kilde – inklusiv min egen stream. Men så er der lige den anden side af historien- altså den der ikke så let lader sig indfange i billederne på FB.

I vores sammenbragte familie har det altid været vildt frustrerende at planlægge ferier, fordi der, helt grundlæggende, er store forskelle i ønsker og personligheder. Nogle synes, at den eneste rigtige måde at holde ferie på er at ligge ved en pool, og kun blive forstyrret, når der er en kold cola – mens andre (guess who?) har svært ved at ligge i en strand-seng mere end 30 sekunder, før det bliver kedeligt.

I den forbindelse er jeg selvfølgelig den møgirriterende, der har de ”rigtige holdninger”: Hvorfor bruge penge på at tage på ferie, hvis man ikke sørger for at opleve noget konstant? Alternativt skulle man jo været taget til Lalandia, eller været blevet hjemme – og derved have sparet en masse penge. Desuden er jeg lettere forarget over manglende interesse for de steder, vi kommer til. En stor spændende verden, og så vil ”man” hellere se Netflix!!!! Og jeg bliver decideret sur på de familiemedlemmer, der ikke gider noget – de, der synes at ferie er det modsatte af, hvad jeg forventer.

Selvom vi efterhånden har kendt hinanden i mange, mange år, og jeg burde være bevidst om forskellene, er jeg stadig ikke i stand til at acceptere det. Så hvert eneste år ender det i frustrationer og diskussioner. Og der er en vis opdeling: ”mine” versus ”dine” børn, som bidrager til at forstærke konflikterne. Derfor ender det også i de samme diskussioner om, hvad det egentlig er, vi gerne vil med disse ferier: Give vores børn et åndehul, helt fri for krav – eller at give dem en masse oplevelser, hvoraf nogle måske ikke er ren nydelse, men måske kan bidrage til deres forståelse af verden.

Der er jo som bekendt ikke et facit – og derfor bliver vi heller ikke enige i familien. Vi får bare udstillet forskellighederne, hvilket bekræfter os i, at det ikke altid er nemt at være familie – og at det er umuligt at opnå den harmoni og idyl, som vi ellers gerne vil. Flere gange snakker vi om, hvorvidt det ville være en idé at tage på opdelte ferier – men det er jo bare en total falliterklæring.

En ting er de helt konkrete familiebesværligheder. Noget andet er mit indre liv – for har de en pointe, de der mener, at ferie burde være at lave ingenting? Hvorfor søger jeg så desperat efter at få noget ud af ferien? Burde jeg ikke kunne nyde stilstanden? Hvorfor begynder jeg at kede mig lynhurtigt, når jeg ikke bliver ”underholdt”? Måske er jeg bare rædselsslagen for at blive fanget med mit eget indre? Der er ikke noget nyt under solen her – det er den permanente eksistentielle krise, der er på spil. For godt nok synes jeg at det er enormt spændende at opleve det fremmede, men ville jeg måske selv være gladere, hvis jeg var blevet hjemme, optaget af alle min små hjemlige projekter?  Sikke besværlig, jeg er!

Over and out, her fra Vietnam.