Jeg er egentlig sådan nogenlunde fortrøstningsfuld hvad angår ”fremtiden”. Måske ikke decideret optimistisk, men jeg har trods alt en tro på, at der er nogle ting, vi kommer til at mestre bedre. Bl.a. glæder jeg mig til at få en integreret chip i fingeren, der kan fungere som universalnøgle til ALT (perfekt for alle os, der bruger timer dagligt på forlagte genstande, og glemmer passwords).

Der er bare nogle få opfindelser, der kan få mig til at blive bekymret. På min førsteplads finder man ”tankelæseren”. Man kan indvende, at den skam allerede findes, for Google/FB ved allerede alt om mig: Google ville sagtens kunne påtage sig at stemme for mig til næste valg, da han/hun (er ikke helt sikker på kønnet), ved meget mere om mig, end jeg selv gør – for Google kan også lure de mere skjulte sider. Google kan nemlig registrere, hvor lang tid jeg bruger på at læse artikler om emner, jeg overhovedet ikke interesserer mig for, da de ikke matcher min selvopfattelse (BT’s sladdersider, f.eks.).

Men den tankelæser, der er bekymret for, er den, der kan læse alle de små, usle tanker i min hjerne. Lige et par eksempler:

For nylig var jeg til et foredrag, hvor jeg – i stedet for at lytte til foredragsholderens kloge ord – sad og var meget irriteret over hans påklædning. Mine tanker gik i retning af: Hvorfor går han i det samme tøj, som han havde på i firserne? Ved han bare ikke noget som helst om tøj? Eller prøver han at provokere os andre ved at udstråle, at ”jeg har bare et så rigt indre liv, at jeg er fuldstændig ligeglad med det ydre”? Og er det egentlig ikke mangel på respekt over for andre at gå så lidt op i sit tøj, som om man helt bevidst ikke gør sig umage, selvom man ved, at man er i centrum?

Det skal lige siges, at SÅ grimt var hans tøj heller ikke, og hans foredrag var med sikkerhed meget mere spændende end det, der foregik inde i mit hoved. Jeg registrerede bare, at mine tanker kørte rundt på et meget lavt og fordomsfuldt niveau, hvilket jo ikke er særlig flatterende. Jeg ville hellere have siddet og tænkt store tanker, der byggede videre på hans foredrag – og hvis nogen havde spurgt, hvad jeg tænkte på, ville jeg helt sikkert have stukket en hvid løgn.

I mandags var jeg så til koncert med Sebastian. Han har lavet flere sange tilbage i firserne, som jeg er helt pjattet med. Dem havde han valgt at undlade. I stedet sang han en række møgkedelige sange, der sikkert var vældig indsigtsfulde – men det var ikke lige, hvad jeg havde forestillet mig, så jeg var skuffet.

Så kunne jeg jo bare sidde der, med min registrerede indre skuffelse og lade det slutte med det. Men næ nej – jeg blev vildt irriteret over de andre, der åbenlyst ikke var skuffede! De sad og klappede og grinede af enhver lille bemærkning fra kunstneren – som om, det var de bedste, de nogensinde havde oplevet. De indre fordomme kom frem igen: Sig mig, lever de et så møgkedeligt liv, at der faktisk ikke skal mere til at begejstre dem? Eller er de påtaget begejstrede, fordi de ved, at det er ”rigtigt” at kunne lide samfundskritiske Sebastian, og derfor gerne vil illustrere, at de er på samme hold?

I det første tilfælde er sandheden om foredragsholderen nok, at da han skulle klæde sig på, tog han de bukser, der var rene, og som for øvrigt er behagelige at have på. I koncerttilfældet er sandheden nok, at mange af de andre koncertgængere er meget større Sebastian-fans end jeg, og ganske oprigtigt synes, at hans musik er vildt god.

Det ved jeg heldigvis godt (eller dvs. – det ved mit over-jeg heldigvis godt) – og derfor lader jeg ikke mine usle, fordomsfulde tanker komme ud. Ren basal psykologi vil nemlig lynhurtigt konkludere, at der er noget ved mig selv, jeg ikke er helt tilfreds med, siden jeg kan blive irriteret over andres ganske uskyldige opførsel (ville jeg ønske, at jeg ikke gik op i mit tøj og udseende? Ville jeg ønske, at jeg var bedre til at have det sjovt?).

Nu kommer vi så til min overordnede grund til at skrive dette indlæg (der på tydeligste vis illustrerer, at jeg nok alligevel synes, at jeg er lidt bedre end andre mennesker, og derfor er i min fulde ret til at belære?):

Det handler om refleksion, og hvad man vælger at lade ”gå ud over andre”. Jeg undres nemlig tit over kommentarer på de sociale medier, hvor mange, helt uden filter, lader deres fordomsfulde mening komme til udtryk – uden at reflektere over hvorfor, de har brug for at sige netop dette. Ofte som meget bastante udsagn om, at sådan er det bare, for jeg siger det, basta! Ikke som åbne spørgsmål, men som fordomsfulde konklusioner. Prøv bare at læse kommentartrådene på Politiken og Kristeligt Dagblad.

Jeg kunne godt ønske mig et generelt modangreb på unuancerede udsagn, der tvinger folk til at reflektere over deres egne synspunkter. Måske kunne man uddanne nogle internetcoaches/psykologer/parterapeuter, der kan kommentere på den slags udsagn: ”Jeg synes at jeg kan fornemme på dit udsagn, at du er meget vred på mænd/muslimer/politikere/ateister/arbejdsløse/liberalister – er det korrekt? Og kan du sætte lidt flere ord på, hvad denne vrede skyldes? Kan du forestille dig, at modparten mener noget andet, end du har besluttet dig for, at han/hun mener?

Bevares, det lyder meget hippieagtigt, og jeg ved ikke helt hvordan det skulle sættes i værk uden at komme til at virke meget nedgørende. Måske kunne man starte med et diskret hashtag( #reflektion)?

Set i den kontekst er tankelæsning måske alligevel ikke så skidt. Man ville måske finde ud af, at der er nuancer i os alle – og man vil kunne gribe direkte fat i vores eventuelle misopfattelser af verden.