Så er påskeferien næsten forbi. 10 dage (næsten) uden arbejde. Inden den startede, glædede jeg mig sindssygt meget til at skulle absolut ingenting. Efter en lang periode med alt for mange opgaver, trængte jeg så meget til en periode uden pligter og ansvar – bare nyde livet hjemme med familien. Ferien er nu gået, og der har været minimalt med aktiviteter i forhold til min normale standard. Et par familie-og vennebesøg, en masse gå-ture, 4* kagebagning, et par brætspil, en masse serier, en enkelt udstilling og koncert. Desuden har jeg sovet 10-11 timer i døgnet! Lige som jeg ønskede det – eller hvad?

Konstateringen er, at det ikke var, hvad jeg ønskede mig. Jeg lider nemlig af en besættelse, der gør, at jeg skal have ”noget ud af tiden”. Den skal ikke sløses væk på ingenting. Selvom ingenting er det, jeg har lyst til, er det ikke OK. Tiden skal være fyldt med kvalitet!

Desværre ved jeg ikke altid hvad kvalitet nøjagtig er, men jeg ved med sikkerhed, at det ikke er at sove for længe. Derfor har jeg hele ugen været fanget i en tilstand af ”nu skal vi vel nok have kvalitetstid” kombineret med ”jeg gider ikke rigtig noget”.

Tag nu det med brætspillene: Jeg synes, til min datters frustration, ikke, at det er særlig sjovt at spille. Men da brætspil inde i min hjerne er kategoriseret under ”kvalitetstid med børnene”, gør jeg det da alligevel engang imellem. Min piges begejstring smitter heldigvis også af, så jeg ikke decideret lider, når jeg sidder og spiller Afrikas Stjerne.

Og alligevel lider jeg lidt indeni: Jeg bebrejder nemlig mig selv! At jeg ikke har den rette entusiasme, at jeg ikke bare kan give mig hen til spillet, at jeg ikke kan slappe af, og bare lade mig gribe af legen. At jeg er en kedelig mor, der bare gør det for børnenes skyld. Jeg vil nemlig gerne være en sjov legemor. Børnene skal gerne tænke, at ”når jeg bliver voksen, vil jeg have det ligeså sjovt som min mor” i stedet for ”øv, hvor bliver det kedeligt at blive voksen – så gider man ikke andet end at drikke kaffe og læse nyheder på nettet”. Mine børn skal nemlig gerne tro på, at livet er en lang spændende rejse, og det skal helst ikke ødelægges af mit trætte ansigt, der udstråler at jeg overvejer, hvor længe jeg bliver nødt til at spille, før jeg kan få lov til at tage mig en middagslur.

Tag så de mange gåtur – dét er da kvalitet! Men næ nej. For som vi alle ved, er det vigtigt, at vi motionerer mindst 30 minutter om dagen, og derfor ender gåturene med at være underlagt et mål. Jeg skal gå mindst 20.000 skridt om dagen, fordi det siger nogen, at man burde, og ellers dør man i en ung alder og får alverdens livsstilssygdomme. Pligt, pligt, pligt.

Desuden har jeg haft alt for meget tid til at spekulere over, om mit arbejdsliv er det rette for mig. Burde jeg ikke have nogle sjovere opgaver? Burde jeg ikke lave noget helt andet? Det har ført til, at jeg også har brugt tid på jobindex. Selvom jeg søgte bredt, derude på nettet, var min erkendelse dog, at min fantasi er for begrænset til at lave andet, end det, jeg allerede laver. Jeg kan jo ikke lige pludselig søge job som lærer eller skorstensfejer. Og vil det alligevel ikke også ende med, at jeg synes det er lige så kedeligt?

Det har så ført tankerne videre til overvejelserne om, hvorvidt andre er lige så besværlige indeni som mig. Gad vide, om alle andre sagtens kan finde ud af at nyde livet med halv-kedeligt arbejde, familiehygge og kagebagning? Det kan de sikkert.

Så det drejer sig måske om, at jeg ikke er taknemmelig nok over alt det som jeg har? Det kan jeg jo passende også bebrejde mig selv! Tænk, at gå rundt og være så tynget af selvopfundne pligter, når jeg har så meget at være glad for. Skam dig, Karin.

Nu må jeg vist hellere stoppe min lange skyldliste, som sagtens kan blive meget længere(!) – og i stedet skynde mig at få den maksimale kvalitet ud af den allersidste påskedag. God påske :)