Nogle gange bliver jeg bare så sur. Ikke vred, ikke skuffet – bare sur. Surheden sætter sig i maven – sådan lige under de nederste ribben. Så det er altså ikke bare hjernen (den frontale pandelap (?)) der er påvirket, men i høj grad også kroppen. Min erfaring er, at der er to metoder at slippe af med denne surhed på: En frisk 10 kilometers løbetur i modvind eller at brokke mig, til de, der gider høre på det. En kombination af dårligt knæ og dårlig form udelukker løsning 1., og så er der kun løsning 2 tilbage. Min uskyldige mand har allerede lagt øre til min harme, men det var ikke nok, så derfor bliver jeg også nødt til at skrive en blog. Og det handler bl.a. om store patter.
I går havde jeg givet mig selv den opgave at opmuntre min søn (der havde brug for opmuntring) ved at sende ham politisk ukorrekte vittigheder. Der er Google jo et fantastisk værktøj, og jeg fandt mange upassende tråde, hvor der blev joket om både døde børn, negre, bøsser og kvinder. Den eneste, jeg tør gengive her er:
”Hvad har du gjort galt, hvis din kone kommer ind i stuen og brokker sig? Du har gjort lænken for lang.”
Den var måske ikke ligefrem hyle-morsom, men jeg fnisede da lidt ved det indre syn af den kuede kvinde, der ikke måtte komme ud af sit køkken. Jeg grinede også af en joke om et dødfødt barn.
Skyldes det, at jeg synes, at kvinder bør lænkes, eller at dødfødte børn er sjove? Næ, overhovedet ikke. Jeg elsker bare humor, hvor man gennem overraskende pointer kan komme til at grine af scenarier, der er dybt tragiske. Det er skønt, når man kan grine af livets uretfærdigheder, for der er sørme nok at græde over i det her liv! Jokes er med til at få os til at indse, hvor grotesk livet faktisk er. Nogle vil ganske sikkert påpege, at min hjerne må være syg, når jeg kan grine over pointer, der er så ukorrekte. Det er muligt.
Alligevel mener jeg faktisk, at jeg er et relativt OK menneske, der er både god ved dyr, børn, hjemløse og møder andre mennesker med åbenhed. Og jeg vil kæmpe til min død (!) for retten til tanke- og ytringsfrihed, som også inkluderer at grine af upassende jokes.
Nu er der vel heller ikke nogen, der har sagt, at du ikke må grine af dårlige jokes, Karin?
Nej, det er der jo ikke direkte. Men debatten i offentligheden får mig til at frygte, at det drejer i den retning.
En af de store nyheder i går handlede (igen) om hvorvidt at landsholdet har lov til at råbe ”store patter”. En ting er, at mange mennesker føler, at dette er så vigtigt at tage afstand fra, at det skal fylde i FB tråde og debatindlæg: At man mener, at nogle mænds uskyldige (om end ikke meget filosofiske) udråb skal have så meget opmærksomhed (betydelig mere end krigen i Syrien) er i sig selv beskæmmende.
Fodboldspillerne lægger ikke så meget andet i det, end at det er et fint råb. De erklærer faktisk direkte, at der ikke skal lægges andet i det, end at de godt kan lide at råbe ”store patter”. De betragter sig derfor ikke som modstandere af små bryster eller som forkæmpere for, at kvinder ikke er andet end bryster.
Jeg bilder mig ind, at disse mænd respekterer kvinder, som langt hovedparten af andre mænd i det danske samfund. Jeg tror også, at mange af dem har en fascination af store patter, da mange mænd faktisk godt kan lide fyldige bryster. Bevares, det er da primitivt. Men sådan er vi mennesker også – primitive, med drifter, der overhovedet ikke er drevet af fornuft (og tak for det!).
Så fakta er: Landsholdsspillerne kan lide at råbe store patter, og de siger, at der ikke skal lægges noget i det.
Men næ nej. Det er ikke godt nok, at de forklarer os andre, hvad de mener. For hvis ”andre” mener, at landsholdsspillerne mener noget andet, end de selv siger, at de mener, har ”de andre” ret til at føle sig krænket, og derfor skal spillerne ikke have lov til at råbe sådan. Selvom de ikke råber det til ”os”, men bare internt (for de skal jo være forbilleder, så de skal også opføre sig pænt når vi ikke kigger).
Logikken synes at være, at fordi jeg har valgt at tolke dit udsagn (som for øvrigt slet ikke er rettet til mig) på en bestemt måde, er min måde at tolke det på korrekt, og derfor er det forkert, at du siger det.
Det er altså ikke længere tilstrækkeligt, at ”krænkerne” siger, at de slet ikke mener det på den måde. De andre har lov til at holde fast i, at ”krænkerne” mener noget andet. Og derfor er landsholdsspillerne nedladende over for kvinder, men de fatter det bare ikke selv. Basta.
Den logik er jo helt sort! Som afsender af et budskab, skulle man mene, at man godt selv ved, hvad man havde tænkt sig at sige. Det kan godt være, at man ikke altid før udtrykt sig klart i første ombæring, og derfor skal uddybe yderligere. Fair nok. Men når man så er kommet med denne uddybning, er det da modtagerens ansvar at tage forklaringen for gode varer, og indrømme, at deres første tolkning var forkert. Alt andet er da ekstremt fordomsfuldt.
Og det er dét, jeg er så sur over. At nogle mennesker, under dække af at kæmpe for tolerancen i samfundet, gør det stik modsatte. Og de kan vist ikke selv se det? De mener måske, at de gennem tilsvining af modparten kan tvinge politisk korrekthed helt ind i marven på andre mennesker. Vi skal ikke længere turde give udtryk for vores primitive drifter eller upassende humor. Vi skal opføre os pænt og fornuftigt, fordi mor siger det – også når andre ikke kigger. Og vi skal udtrykke os helt korrekt, så det ikke kan misforstås, for modtageren er fri til tolke det ud fra egne fordomme.
Nu skriver jeg jo selv, at det er et lille emne, men det synes jeg selvsagt ikke. Netop fordi det handler om åbenheden i samfundet, som jeg sætter uendelig stor pris på. Friheden til at være dem, vi er. Selvom landsholdsspillerne så faktisk mener, at kvinders primære kompetencer beskrives gennem størrelsen af deres bryster, synes jeg, at det er helt OK, at de siger det højt. I så fald kunne man tage diskussionen på et andet niveau, og prøve at forstå, hvorfor de er kommet til den konklusion.
Store patter og god lørdag, derude.
