En af de ting, jeg altid har misundt katolikkerne er skriftestolen!

Vi har måske en tendens til at gøre lidt nar af katolikkernes fjollede ”Jeg-kom-lige-til-at-slå-ihjel-så-skal-vi-sige-1000-kr-og-så-er-vi-kvit”-metode Tænk, at kunne opføre sig som et svin, og så bare betale for aflad. Smart. En idé indført af nogle af geniale iværksættere med godt øje for forretning.

Hvis man ser bort fra, at det oprindelige formål måske ikke var så ædelt endda – og muligvis er blevet misbrugt et par gange for at lette samvittigheden – er det da en rigtig god idé!

Jeg går ud fra, at vi alle til tider tænker/gør/siger ting, som vi fortryder eller bare ikke er superstolte af. (Eller er det et udtryk for, at tyv tror hver mand stjæler?). Vi ved næsten altid godt selv, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg tror, at det er det rigtig sundt at tage sig tid til at erkende, at det egentlig ikke var OK/helt perfekt/kunne være bedre dét, jeg gjorde/sagde/tænkte dér. At vi har rigtig godt af at blive tvunget til at evaluere egne tanker og handlinger, uden at blive mødt med fordomme.

Og så er en skriftestol da det perfekte sted. Her kan man få en snak med sig selv og en forhåbentlig uvildig og fordomsfri dommer. En måde at se sine egne skyggesider i øjnene på.

Som en klog mand engang har udtalt, skal man acceptere sig selv, før man kan ændre sig – altså også være bevidst om den mindre attraktive del af ens personlighed. Ved et besøg i en skriftestol kan man måske blive bedre til at forstå sig selv – og især de ikke-charmerende sider. Måske er det lidt den samme funktion en psykolog har, men fordelen ved en skriftestol er, at det er noget billigere og man ikke bliver tvunget til at snakke om ens barndomstraumer.

Så hermed en opfordring til oprettelse af offentlige skriftesteder.