Jeg er vel egentlig et gennemsnitsgodt menneske. Eller……det kan jeg i hvert fald godt lide at bilde mig selv ind. Jeg betaler f.eks. den fyrstelige sum af 100 kr om måneden til Folkekirkens Nødhjælp (= en familiepizza med cola) og har størstedelen af mit voksenliv lavet frivilligt arbejde. Køber også gerne økologisk for at skåne kloden og for at fremme dyrevelfærd. Jeg SMS’ede promte 25 kr til UNICEF i går, da de viste billedet af et lidende barn. Det tyder da på godhed, ikke sandt?

Inden vi svarer på det spørgsmål, skal vi lige på en lille omvej: Som bekendt er der nu postyr over om hvorvidt det er sikkert at sende flygtninge tilbage til Eritrea (- og om nogen kunne have skumle bagtanker med at pynte lidt på forholdene, så vi i Danmark ikke kommer til at hænge på flygtningene).

‘Fakta er, at man i Eritrea, udover muligheden for at blive tortureret, kun kan forvente at leve i 62 år. Bl.a. pga. eksotiske sygdomme som tyfus. Det er desuden et af verdens fattigste lande. Meget kunne derfor tyde på, at Eritrea ikke er paradis på jord. Og desværre er Eritrea på ingen måde enestående: Tænk på, hvor mange mennesker, der lever steder i verden som er helt umenneskelige set ud fra vores målestok. Det er jo ganske forfærdeligt….. at man vil sende de stakkels mennesker tilbage til sådanne forhold. For mennesker i nød vil vi jo gerne hjælpe – eller hvad?

Ingen tvivl om, at vi i Danmark er superforkælede. Måske ligger det lidt i vores selvbevidsthed, at vi nok fortjener vores trygge, rige liv (because I’m worth it). Selvom vi forhåbentlig godt ved, inderst inde, at vi har været enormt heldige i livets store lotteri. Vi har vundet. Sådan er det. Og livet som bekendt ikke er fair.  Vi kan jo ikke gøre for, at vi er så heldige! Det eneste vi kan gøre, er at dele lidt ud af vores overflod.

Hvilket jeg personligt naturligvis gør med glæde – eller det vil sige: Bare det ikke går ud over min egen tilfredshed med livet. Der burde f.eks. overhovedet ikke ligge noget til hinder for, at jeg brugte årets feriebudget – bare hvert andet år – til et bidrag til en flygtningelandsby. Eller at vi udskiftede vores hus med en 3-værelses-lejlighed, og gav det månedlige overskud til Røde Kors. Mulighederne er uanede, og set i forhold til en gennemsnitseritreianer lever vi jo et liv i luksus.

Hvorfor gør jeg så ikke det? Tja, vel dybest set fordi jeg ikke er et særlig godt menneske. Kun lige til husbehov. Det er jo den sørgelige sandhed. Jeg ofrer gerne. Men kun meget lidt. Og ikke så det går ud over mulighederne for at bruge pengene på at forsøde vores eget liv.

Når debatten kører i medierne er der en tendens til, at man ikke tør nævne den åbenlyse sandhed. At vi skam gerne hjælper. Men kun så mange, vi synes vi har råd til – og uden at det går ud over andre velfærdsgoder. At bilde os selv ind, at dem, vi ikke lader få asyl i Danmark nok ikke er rigtig forfulgte – eller nok skal klare sig, er jo utrolig naivt.

Det er selvfølgelig godt for ”tonen” i debatten (og tonen er som bekendt vigtig): At man får det til at lyde som om, at indvandrings- og asylpolitik er baseret på retfærdighedsprincipper. For hvis der var retfærdighed til, ville goderne være helt anderledes fordelt – sådan helt generelt. Men det er ikke nemt at stille sig op som politiker at sige denne sandhed: Vi vil gerne betale – lidt. Og vi bliver nødt til at udvælge hvem vi vil hjælpe på principper, der til tider er ganske tilfældige, da vi på ingen måde kan hjælpe alle de, der har brug for det. Og vi vil kun hjælpe hvis det ikke kan mærkes på vores levestandard.

Og nu – som lovet – testen: Hvor god er du? (Måske en ikke-helt-gennemarbejdet test, men på diverse tip&trick hjemmesider har jeg lært, at test-dig-selv er en af de bedste måder at få læsere til sin blog på).

Hvor god er du test

Resultat: 1: Du er et godt menneske (og muligvis også velhavende) 2+3: Du er et gennemsnitsmenneske med begrænset kapital på godhedskontoen 4: Du er et skidt menneske