Jeg er nu på min 3. gennemlytning af bogen ”Meningen med det hele” af Jakob Holm. Hvis jeg havde været rigtig skarp, havde jeg måske kunne nøjes med en enkelt gennemlytning: Men på den anden side, ville det jo også være for nemt, hvis jeg så hurtigt kunne forstå selve meningen med alt!

Som I nok kan regne ud, er jeg meget begejstret for bogen, og jeg synes at titlen – trods den manglende ydmyghed – lever godt op til indholdet: Den leverer nemlig svarene på alle de store spørgsmål i livet!

For mig personligt er spørgsmålet bl.a. hvorfor jeg altid er så rastløs og middeltilfreds – burde jeg måske lave noget helt andet med mit liv, eller er jeg bare forkælet?

Og svaret er mere simpelt, end jeg havde forventet: Fordi at jeg er et menneske. Intet mere eller mindre. Vi er bare sådan indrettet. Så kan man selvfølgelig spørge ”hvorfor er vi sådan indrettet?” – men så kommer vi ud i spørgsmål, der med sikkerhed ikke kan besvares, så måske skal man bare stoppe sine 5 gange spørge-Jørgen her.

Selvom svaret er simpelt, bliver det i bogen nuanceret grundigt, med henvisning til diverse filosoffers tanker, med beskrivelser af film/bøger med eksistentielt indhold, med ”praktiske øvelser” – og der er mange små sjove tankevækkende oplysninger. F.eks. mente Sartre, vi er bange for højder fordi vores personlighed hele tiden er under forandring: Vi kan ikke vide, om vores fremtidige selv får lyst til at kaste sig ud fra Rundetårn, selvom vores nutidige selv ikke har lyst.

Et par andre læringer fra bogen: Vi ikke er udelukkende fornuftsvæsner, selvom vi godt kan lide at bilde os det ind. Faktisk langt fra. Og derfor gør vi underlige ting. Mange af os i den vestlige verden har i udgangspunktet det hele: Materiel tryghed, alle primære behov opfyldt, kærlighed. Men næ-nej, det er ikke godt nok. Vi vil have mere. Spænding og et nyt bjerg at bestige. Det er en del af vores finurlige natur. Så i stedet for at bruge for lang tid på at bebrejde os selv, at vi af og til handler irrationelt, skal vi måske være lidt mere tilgivende, både over for os selv og andre. Det er da en smuk morale.

Bogen handler selvfølgelig meget om mening. Og mening er noget man får ved at involvere sig og handle. Man kan ikke skabe mening ved at kigge indad i en uendelighed – først når man får fokus på noget udenfor en selv, kan man opleve en dybere mening. Desuden får man først ordentligt livsfokus, når man erkender – sådan for alvor – at man en dag skal dø. Først dér kan man skelne mellem væsentligt og ligegyldigt. (Note: Det er altså betydeligt klogere beskrevet i bogen end jeg gør lige her, så jeg vil anbefale at læse den, selvom det tager mere end de 2 minutter det tager at læse min blog!)

Man får desuden lidt basis-psykologi med i posen: Husker du f.eks. at skelne mellem hvornår du er ”for dig selv” i stedet for ”i dig selv”? Når man er ”i sig selv”, er man i flow, og dybt optaget af sit virke, mens man, når man er ”for sig selv”, er opmærksom på, hvordan man agerer, og på, at andre ser én. Og i verden i dag med sociale medier og overvågning, er mange af os alt for meget ”for os selv”, og så bliver man både stresset og deprimeret. Ikke godt.

5*Karin-stjerner til Jakob (jeg ved endnu ikke, hvor mange stjerner der er i mit stjerne-system, eftersom det er ny-oprettet til lejligheden – men jeg forventer, at 5 er meget højt)