Jeg har læst en bog (!). Retrograd, hedder den (af Torben Munksgaard). Plottet: En mand på 50 indser, at hans liv mangler mening, og beslutter sig for at blive yngre. Det medfører, at familien går i opløsning. For man kan altså ikke være gift, have job og bo i hus, når man kun er 18 år indeni. I stedet drikker han og dyrker sex i stor stil.

Bevares, det kan virke temmelig ynkeligt, at ens livskrise skal druknes i vodka og sex med 17-årige. Og som bogen skred frem, endte jeg også med at få helt ondt af ham. Men de indledende faser, hvor han erkender, at hans liv bygger på ligegyldige rutiner, der på sigt vil ende med en ligeså ligegyldig død, er tankevækkende – og meget sjov. Det vanvid, der udspiller sig, primært inden i ham, er virkelig godt beskrevet, og man forstår hans store trang til at råbe fisse på upassende tidspunkter.

Forhåbentlig er der mange unge, der ved indgangen til voksenlivet, begynder at undre sig: Hvorfor man skal bruge alle sine vågne timer på at gøre sin pligt og ”opføre sig pænt”? Intet under, at man kan føle, at man har brug for at drikke sig ned, eller indtage stoffer, for lige at få et frirum.

Lige en stråtanke: Gad vide om forbruget af alkohol og stoffer kan bruges som en indikator på oprørstrangen i samfundet?

Er det ikke underligt, at vi andre (= os fornuftige voksne) ikke oftere har en enorm trang til at gøre oprør mod det hele? En lyst til at råbe op og gøre andre opmærksom på absurditeten i livet , og lade være med at underlægge sig de normer og regler, som vi ofte ikke ved, hvem har fastlagt. Selvom vi føler os nok så åbne, er det jo minimalt, hvad der skal til, for at vi synes, at andre træder ved siden af.  En nedringet trøje, en forkert bemærkning, en ikke-fornuftsbestemt handling. Eller en 50-årig, der siger fisse ved middagsbordet. Vi lever alle efter vore egen lille Emma-Gad-bog. Hvorfor synes vi, at det er vigtigt, at vi har rigtige indretning i hjemmet og ikke spiser med fingrene, når vi allesammen inderst inde godt ved, at det er fuldstændig ligegyldigt i den store livssammenhæng?

Det bizarre er jo, at livet for mange os faktisk er meningsløst, altså i det helt store perspektiv. Vi bliver født, vi lever og vi dør. Har det mere eller mindre sjovt, og sætter større eller mindre aftryk. Og måske en dag kommer der en stor meteor og udrydder jorden, og så er der slet ikke nogen der ved, at vi var her, og gik rundt og ledte efter meningen. Puha – den tanke er ikke til at rumme!

Så selvfølgelig skaber vi alle sammen en mening. Og mit eget liv føles meget meningsfuldt. Omgivet af mennesker jeg elsker (- og en pæn ryddelig stue). Men derfor har jeg selv jævnligt lyst til at lade vanviddet råde, i desperation over, at jeg – som menneske – er skabt med en indgroet evne/trang til at filosofere over meningen, uden at finde den, sådan for alvor. ”God’s got a sick sense of humor”, som et af mine absolutte yndlingsbands udtrykker det.  Faktisk er det imponerende, at det kun er et fåtal af os, der er rigtig vanvittige – at vi ikke bare gør oprør, og gør/siger nøjagtig, hvad vi føler for lige nu.  

Jeg ved godt (!) at vi er nødt til at have regler for at samfundet ikke skal kollapse, og der er mange gode grunde til at opføre sig ordentligt. Men det ville være rart, hvis der også var mere plads til vanviddet.  Længe leve de vanvittige, de fulde, de unge og alle de andre underlige.