Først lige en disclaimer: Muligvis skyldes den bitre tone senere i indlægget, at jeg er en snæversynet, midaldrende, lidt bitter kvinde, der bliver møgirriteret, fordi jeg ikke selv har fået opfyldt mine livsdrømme – så træk lige lidt fra. Men jeg starter i den positive ende.

Faktisk har jeg altid været fan af Ole Henriksen. Han er en dygtig mand, der har klaret sig overvældende godt i livet. Han formår at være evigglad – og efter sigende er det ikke engang påtaget. Min fandyrkning inkluderer, at jeg har et par af Ole Henriksens bukser hængede i mit skab. Jeg fik dem gennem en veninde til en veninde, der kender ham. Desværre er de lidt for små, men hvis jeg en dag bliver åletynd, vil jeg tage dem på igen, og se, om jeg derigennem bliver smittet af hans gode humør.

Nå, men……En veninde opfordrede mig til at læse hans nyeste bog ”Det skal føles godt”, da hun mente, at den var helt fantastisk.

Kort fortalt, er det en opsummering af hans liv, hvor hver kapitel afsluttes med ”gode råd fra Ole”. Sjældent er jeg blevet så irriteret over en bog, og det har overrasket mig selv, at jeg faktisk gad høre den til ende. Hans livsvisdom og gode råd tager så enøjet udgangspunkt i, at ”sådan var det for mig, og jeg har jo klaret mig godt, så sådan er det nok også for andre”.

Hans primære råd kan opsummeres til en banal lære: ”Hvis du smiler til verden, så smiler den til dig”.

Rimelig provokerende overfor en halvdepressiv sjæl som mig – samt alle de depressive, jeg vælger at omgive mig med. Vi kunne altså bare vælge at være glade, ligesom Ole! Meget simpelt. Hvorfor gå rundt med årelange depressioner og angst, når man bare kan lade være? Ingen overvejelser om, at vi er skabt med meget forskellige sind og muligheder/færdigheder. Og ingen erkendelse af, at han selv har været ufattelig heldig, at han er skabt med et lyst sind og masser af talenter (og hans far ligeså, så måske kan generne også tilskrives en del?) Muligvis ville vi alle blive lidt gladere, hvis vi fik ordnet vores hud i Oles spa i LA, og kunne spise på de bedste restauranter med havudsigt -men helt så let er livet altså ikke for alle.

Ole mener, at vi er unikke og har den samme værdi – samtidig med, at alle han nævner i bogen, bliver omtalt i forhold til deres kendisstatus og hvilke store priser, de har vundet – så helt samme værdi har vi måske ikke alligevel? Man er ihvertfald ikke i tvivl om, at det, der virkelig tæller, er den anerkendelse man får, når man er blevet en stor succes, og bliver interviewet i de rigtige programmer. Det skorter heller ikke på namedropping (iiiiih, nej da – kendte du også David Bowie og Prince?)

Ole mener, at vi skal blive bedre til at rose. Både os selv og hinanden. Ingen tvivl om, at han mestrer selvrosen fuldt ud. ”Alle synes bare, jeg er så fantastisk, og det vil jeg give dem helt ret i”. Bevares, her er der en risiko for, at min irritation skyldes 46 år under janteloven (som jeg faktisk sætter pris på). Men han kunne måske nøjes med at rose sine egne præstationer en enkelt gang på hver side.

Desuden fortæller han om vigtigheden at networking: Det er vigtigt hele tiden at pleje sit (kendis)netværk, for man ved jo aldrig, hvornår man får brug for noget fra dem. Muligvis er networking at meget almindelig fænomen, men jeg synes stadig, at det klinger lidt ulækkert: Man omgås andre (helst kendisser) i forventning at få noget ud af dem. Det kan godt være, at det ikke skal forstås på den måde – men jeg foretrækker, at man behandler mennesker i almindelighed godt – også uden forventningen om gengæld (total hippie).

Listen af irritationsmomenter er lang, så jeg fortsætter lige lidt endnu: Ole er som bekendt blevet rig på hudpleje, så intet under, at det ydre interesserer ham. Men i hans verden virker der til at være en  overdreven fokus på den materielle overflade – bl.a. når han fortæller om, hvor decideret lykkelig, en af hans medarbejdere blev, da han belønnede hende med et meget dyrt Cartierur – og hvordan han ynder at købe meget dyre tasker til sine yndlingskunder. ”Du skal ikke skamme dig over at være en livsnyder”, som han udtaler. Jo du skal, siger jeg! Brug dog pengene på noget fornuftigt, og få styr på værdierne her i livet. (Og lige her, er det faktisk ikke fordi jeg drømmer om Cartierure eller dyre tasker – jeg er bare ganske almindelig harm).

Man får lidt indtryk af en (usikker?) mand, der kun trives, hvis han bliver rost og klappet på hovedet mange gange i timen – og kun mener, at man har værdi, når man præsterer (som han heldigvis selv gør hele tiden). Det er en sjov tanke at føre Svend Brinkmann og Ole Henriksen sammen – gad vide, hvor meget de kunne blive enige om?

Ikke flere negative ord om bogen. Man må i det mindste sige, at den har gjort indtryk, for den har jo fået mig til tastaturet. Nu kan jeg så bruge lidt mere krudt på at finde ud af, hvorfor jeg blev så irriteret. Ramte han mon en øm tå?