Jeg respekterer corona-reglerne. Har ikke holdt nogensomhelst sociale arrangementer eller besøgt nogen. Vasker hænder og spritter mig i et væk (tak til fedtcreme, der hindrer de værste tørkeskader). Tager på arbejde fordi jeg skal – men der holder vi stor afstand og spritter videre, så jeg næsten frygter at være påvirket når jeg kører hjem. Jeg har ikke et kernesundt helbred, og har for nogle år siden været indlagt i flere uger pga. lungebetændelse. Min mand har astma. Mine forældre er gamle. Jeg har altså cirka lige så stor grund til at frygte at blive smittet med Corona som mange andre. Det vil være så ærgerligt at blive syg. Så derfor støtter jeg selvfølgelig op om tiltagene for at begrænse smitten.

Men det er nu ikke risikoen for at blive syg der gør mig trist i disse dage – det er oplevelsen af, at rigtig mange danskere har forandret sig til ekstreme konkurrencemennesker i disciplinen ”shaming”. Er du en af de forældre, der har ladet dit barn lege med en kammerat? Shame on you! Har du taget det offentlige for at gå en tur på Strøget? Shame (endnu mere) on you, for det var jo dit eget egoistiske behov. Kom du til at sige ja til en fodboldkamp med din søn og tre af hans venner? Gik du rundt om Damhussøen, selvom du kunne se, at der var mindst 150 andre, der havde valgt at gøre det samme? Tog du på arbejde i din tøjforretning? (….eller endnu værre: Gik du ud og købte tøj?) Gik I to sammen ned og købte ind? Jeg ved godt, at det ikke er alle, der opfører sig såden, men jeg er godtnok stødt på mange ”tråde”, hvor det er gået helt over gevind med shamingen. Og det er ikke kun forbryderne, der bliver shamet – det er også dem, der kommer med et lille ”måske skal vi lige tage den bare lidt med ro”.

Et resumé til dem,  der har glemt historien: Det et er nu en uge siden, at skolerne lukkede – og vi blev bedt om at mindske socialt samvær. Dvs at i torsdags var der ”en masse” der blev smittet med Corona. I fredags og i dagene fremad, var det betydeligt færre. Efter Dronningens opsang, er det nu nok endnu færre. Så lidt matematik: Inkubationstiden på Corona er ca 7 dage (måske mere?).  Det betyder, at dem der blev smittet i torsdags først vil blive syge omkring ”nu” – og der vil nok gå nogle dage yderligere, inden de bliver alvorligt syge, hvis de er ramt hårdt. Det betyder, at statistikken i dag afspejler folk, der blev smittet inden større tiltag blev gjort – og det vil gøre sig gældende den næste uges tid. Først derefter, vil der komme et billede af, hvor mange der er blevet smittet ”efter”.  Så mon ikke der er grund til optimisme, for folk har i den grad taget indgrebene alvorligt.

Som jeg husker det tilbage fra tiden ”før”, var planen med indgrebene at flade sygdomskurven ud. Mon ikke det er lykkedes? Det får vi at se om en uge, så indtil da, må vi bare væbne os med tålmodighed.  Og mon ikke kurven bliver fladet ud,  også selvom der var ti, der formastede sig til en fodboldkamp på engen eller gik lidt for tæt på gåturen? (Jeg ved ikke engang om nogen har vist, at man kan blive smittet ved den kortvarige kontakt under åben himmel, men det tør man slet ikke spørge om, med den overhængende shaming-risiko). Hvis planen er at få sygdommen helt væk, kræver det nok fuldstændig isolation i et halvt års tid. Og vil vi det?

Jeg forstår godt, at folk bliver bange. Måske er der en del danskere, der først nu er blevet bevidste om den modbydelige sandhed: Også de skal dø! (Dog bliver det sandsynligvis ikke af corona, for langt, langt de fleste vil heldigvis overleve – især hvis ikke de bliver smittet!). Derfor forsøger jeg selv at være overbærende med shaming-gruppen: De er bange, og det kommer til udtryk på en uheldig måde. Det ville dog være rart, at vi havde fokus på at være ekstra rare ved hinanden, netop her i krisetiderne. (Jeg ved det – en sand hippieafslutning på indlægget)