Havde du nogle store drømme som barn?
Nej. Det havde jeg bare ikke – jeg gik ikke og drømte. Jeg var skrækslagen for at træde ved siden af, så det brugte jeg al min energi på at undgå. Jeg var så bange for at falde uden for normalen. Jeg følte mig anderledes. Jeg ville så gerne være ligesom dem, alle de andre – og det blev værre, da jeg blev teenager. Kunne man dog ikke bare gøre som man havde lyst til? Jeg følte, at jeg blev nødt til at høre det samme musik som de andre, se ud som de andre, gøre alt som de andre.
Min opvækst var jo overordnet meget normal: Kommer fra et pænt sted, hvor alle boede i parcelhus – og alle var bare rigtige! Et skrækkeligt lille hul. Tror nu ikke, at min omgangskreds dengang var specielt ond, men jeg kunne ikke slappe af sammen med dem. Desuden lærte jeg aldrig og stave – det har altid gået mig på, og været medvirkende til min dårlige selvtillid. Læsning var bestemt heller ikke nemt – men det ville jeg lære. Derfor brugte jeg meget tid på at træne med mig selv da jeg var ung – i den periode, hvor de andre brugte tid på at drikke sig fulde.
Først som stor teenager begyndte jeg at drømme lidt – at drømme om at få en familie med børn og det hele – og om at købe en motorcykel. At køre motorcykel er for mig den største grad af frihed. Fik min første motorcykel som 24 årig – og jeg har det stadig sådan: Når jeg sidder på min motorcykel, er der intet, der kan røre mig. Jeg røg ind i en stor depression, og i den periode, var det eneste, der kunne få mig til at se lidt lydere på livet min motorcykel. Bare køre ud i det blå. Fandt ud af hvor de gode burgerbarer lå, og bare køre ud, lige derhed hvor man har lyst. Der er et specielt tilhørsforhold emellem motorcyklister: Når man mødes på en rasteplads, snakker man lige sammen – det gør bilister jo ikke. Jeg har altid savnet dette tilhørsforhold, som jeg ellers aldrig har haft igennem livet. Jeg har aldrig følt, at jeg passede ind. Ved ikke hvorfor jeg aldrig passede ind. Det har jeg tænkt meget over – i det hele tiden tænker jeg meget over tingene, og har netop ikke fundet ud af, hvorfor jeg ikke passer ind.
Hvilke store valg har du taget i dit liv?
Ikke nogen kæmpevalg. Det var lige ud af landevejen. Tog en læreplads som maskinarbejder – jeg vidste det var det, jeg kunne, så det var ikke et stort valg. Har aldrig tænkt på forskellige karrierer. Jeg elsker at rejse, og er ekstremt nysgerrig. Helst storbyferier – der kan man bare være, uden at gøre noget som helst. Og så er der sporvogne, s-toge og den slags, og det har jeg altid været fascineret af. Engang brugte jeg 14 dage i Vesttyskland bare for at køre med tog. Veterantog er bare det bedste – sådan noget gammelt bras. De minder mig om min far, så der er en del af det, der er forbundet med minder. Komme forbi en ny by, hvor der er et sporvognsnet, så er jeg helt solgt.
Er det tilfældigt at du er havnet hvor du er, eller var det ”forudbestemt”?
Tilfældigt – jeg tror ikke på, at der er noget større. Jeg er ateist. Jeg er selv skyld i, hvor jeg er i dag. Hvor er jeg så henne i dag: Jeg er ingensteder. Har hverken kone eller børn. Det kunne jeg kunne godt have gjort anderledes. Jeg var gift en kort overgang, og det gjorde jeg ikke specielt godt. Jeg opdagede slet ikke, at der var noget i vejen, og lige pludselig var hun væk. Der er jo så meget, vi mænd ikke har forstand på – bl.a. kvinder. Dem er der jo ingen derforstår – sådan er kvinder bare. Umulige. Hvad har tænkt jer? Kvinder vil gerne have mænd, der opfører sig ordentligt, og når man så gør det, bliver man opfattet som en tøffelhelt. Nutidens kvinder er simpelt hen for besværlige.
Hvilke begivenheder i dit liv har gjort stort indtryk på dig?
Dårlige er der nok af. Af rigtig gode oplevelser har været de to gange, hvor jeg har været i USA og køre på motorcykel. Det var virkelig den ultimative frihed. Jeg så alle de store steder, og nød bare at sidde på min motorcykel. Det var bare fantastisk. De store naturoplevelser. Den enegang var uden hverken kamera eller telefon – bare mig helt alene. Bare mig og min motorcykel. Jeg ville bare prøve at være der uden noget som helst. Og jeg savnede ingenting. Faktisk havde jeg næsten heller ingen tøj med. Passer ikke ind nogen steder, og har aldrig fået fornemmelse at høre til. Det er jo af nød, at jeg er alene. Generelt er jeg ikke glad ikke for at være alene, men det vænner man sig jo til. På ferierne går det mig ikke på, der er jeg fri.
Det, at jeg ikke har fået nogen børn går mig meget på. Det havde jeg drømt om.
Min fars død for mange år siden har også gjort indtryk. Han døde efter at have drukket – ikke meget, men i en uheldig kombination, hvilket også har gjort, at jeg aldrig selv drikker. Han havde en depression i over et år inden det skete, så derfor var jeg også lidt glad på hans vegne, da det skete – så blev han fri for det hårde liv, han havde. Men min far havde altid været min bedste ven – vi lavede alting sammen. Har tit tænkt på, hvor min mor var henne i illedet – altså hun var der, men hun var ikke en del af vores tosomhed. Jeg var helt igennem fars dreng. Stadig nu, så lang tid efter, savner jeg ham. Det mest overraskende var, at jeg gik helt ned med en depression, da min mor døde for ti år siden. Det kom bare snigende med depressionen. Da jeg selv fik en depression, vidste jeg med det samme, at den var gal, og søgte professionel hjælp. Det gjorde min far jo ikke. I stedet for at lukke ned, besluttede jeg mig for at være en åben bog, og fortalte alle om min depression. Nu er jeg i antidepressiv behandling, men depressionen har aldrig helt sluppet mig. Medicinen hjælper mig meget. Måske lå den der potentielt tidligere i mit liv, men der skulle noget til at udløse. Jeg opfatter mig selv, som et depressivt menneske., og det slipper jeg nok ikke af med. Andre opfatter måske som depressiv, for måske er jeg god til at fremstå med en glad facade.
Hvad vil du gerne huskes for?
Jeg er ligeglad med, hvordan jeg bliver husket. Det må folk helt selv om. Jeg har ikke brug for et eftermæle.
Vil du gerne være kendt – og hvis ja, for hvad?
Nej! Uha nej. Jeg har set mig selv i fjernsynet, og det var vildt ubehageligt. Jeg bryder mig ikke om, at folk jeg ikke kender, ved hvem jeg er.
Hvad kan gøre dig glad/vred/ked af det
Tilbage til det med at høre til: I fodbold – altså på tilskuersiden, er der et fælleskab, jeg kan være med i. Jeg kan simpelthen blive så lykke lig. Den lykkerus, der kan opstå, når mit hold scorer, og vi er sammen om det. Til gengæld går jeg helt ned, når de taber. Det kan virkelig gå mig på. Musik – koncertoplevelser, kan også få mig helt op at flyve. Jeg kan hoppe helt ind i musikken. Jo mere mørkt og dystert, jo bedre. Det er en kombination af teksterne og musikken. Der kommer jeg på et helt trip. Musikken kan jeg altid forsvinde helt ind i. Jeg kan ikke muzak – musik er noget man lytter til. Det der med, at POP FM kører i baggrunden, der irriterer mig. Så er det bare støj. Musik skal være højt og larmende – så man virkelig lytter til det.
Politik kan gøre mig vred. Når man snakker om flygtninge. Jeg har altid været en god socialdemokrat, og synes de alt for hårde. Det forstår jeg slet ikke. Forstår heller ikke, hvorfor så mange mennesker kan stemme på Dansk Folkeparti. Man skal hjælpe folk i nød. Det gør jeg også gerne selv – selvom jeg ikke har meget. Folk er blevet mere bange. Det kan være en udfordring med alle de flygtninge, men ikke ligefrem et problem. Vis jeg havde været i Rødby Havn, ville jeg helt sikkert have samlet dem op, så de kunne kommer derhen, hvor de ville.
Terrorangrebene rundt omkring gør mig ked af det – hvad skal det gøre godt for? De skaber så mange problemer for andre muslimer.
Har du nogle forbilleder?
Min far – ærgeligt at jeg ikke er som ham. Hårdarbejdende. Tog sig en mellemlang uddannelse – han var økonom. Min mor var også hårdtarbejdende. Hun kom fra små kår, men endte også med at blive akademiker. Jeg har slet ikke vilje/evner til at være hårdtarbejdende – jeg har hverken selvtilliden eller lysten. Dog ville jeg gerne have undværet deres psykiske problemer – min mor var jo endnu mere syg end min far. Hun led af paranoid schizofreni i en kæmpe blanding. Hun prøvede at være normal, men var ødelagt af sine psykiske problemer. Den jeg kendte som min mor, forsvandt pga schizofreni forsvandt inden i sin hjerne dybe mørke kringelkroge, da jeg var i tyverne. Det menneske, der så kom ud af det, havde helt skiftet personlighed. Det nye menneske var helt anderledes. Kvinden før, var bange for alting – den nye turde alt. Alt det akademiske og hendes andre evner forsvandt. Bla. kunne hun lige pludselig ikke finde ud af at lave mad – det smagte helt forfærdeligt. Men lige pludselig kunne hun alt muligt andet – hun begyndte at rejse som en sindssyg – og blev helt ferm til håndværker arbejde. Det var virkelig sjovt at være vidne til.
Hvis du havde magt til det, er der så noget du gerne vil ændre i verden?
Jeg ville ønske fred – der er så meget ufred i verden. Det ville da slet ikke være så skidt. Så ville det da også være dejligt hvis v kunne afskaffe religion – det ville nok gøre det hele lidt fredeligere.
Er der noget specielt, du gerne vil opnå i dit liv?
Der er nogle steder, jeg gerne vil besøge. Jeg vil gerne til Nordirland af historiske årsager. De gigantiske problemer de har haft – og komme tæt på der, hvor der hele er sket. Den fyldte meget i min barndom. Der er masser af storbyer, jeg ikke har set. Og så vil jeg gerne have børn. Men igen: jeg kan jo ikke gøre for, at kvinder er så umulige. Der er altid noget i vejen. Håber stadig hun dukker op – men hvis hun ikke gør, så overlever jeg nok
Er der noget du fortryder?
Jeg fortryder af helvede til, at jeg ikke fik børn med min ekskone – det ville jeg bare så gerne. Hun har nu to vidunderlige børn med en anden – og nu er de også skilt. Og når de nu alligevel er blevet skilt, kunne hun jo lige så godt have fået de børn med mig! (Viser begejstret billeder frem af eks-konens børn, som han stadig har kontakt til).
Hvad skal der stå på din gravsten?
Bare mit navn og mit fødselsår – min uddannelse, eller mangel på samme – skal helst ikke står der.
Er der en sang som betyder noget specielt for dig?
“Wind beneath my wings”. Bette Midler synger den i en film – den handler om at hendes veninde er død – og hun spørger til, om hun fik fortalt, at hendes veninde var en helt – alt hun var alt det, hun selv gerne ville være. Den minder mig så meget om min far – det forbillede han var for mig. Den begynder jeg altid at tude over.
