”Hvad er egentlig en muslim?” spurgte min 7-årige datter. Hun går i en skole, hvor to-sprogede begrænser sig til hhv. en pige med tysk far og en dreng med polsk mor. Altså ikke nogen af dé der muslimer (hvilket nok er lidt særpræget for en københavnsk skole).
Måske skulle man have snakket lidt mere religion herhjemme, men bedre sent end aldrig. Jeg tog min skolelærerkasket på, og gik i gang med at forklare.
Opgaven var noget sværere end jeg havde regnet med! For hvor starter man? ”Altså… en muslim er én der tror på en bestemt gud…” Nej, det var et forkert sted at starte. Nyt forsøg: ”I Danmark er vi jo kristne” …. ”eller dvs. man siger, at vi er kristne, fordi vores kultur bygger på noget med, at vi tror på Jesus og næstekærlighed….” Eller nej, den gik heller ikke. For Jesus, ham havde hun hørt om, men hvad mente jeg lige med at ”vi tror på ham” ….Så, om igen: ”vi siger altså at vi er kristne i Danmark, fordi en hel masse danskere engang troede på det, der står i Bibelen. Bibelen er jo den, der handler om Jesus og alt det gode han gjorde”…. Og videre til ”men i dag er der ikke så mange, der tror på det, der står i Bibelen, sådan rigtigt…… men mange synes alligevel, at Jesus var en god mand, som man kan lære noget af”…. Det lød bedre, syntes jeg! Nu nærmede jeg mig noget, kunne jeg mærke. ”Nå, men i hvert fald: Engang var der mange kristne i Danmark, der syntes vi kunne lære en masse af Jesus, og derfor siger vi, at vi stadig er kristne” ”Muslimerne er så nogen andre, der synes, vi kan lære meget af en anden mand, der hedder Muhammed”
Min datter havde selvfølgelig for længst opgivet at forstå, hvad jeg mente, og var gået over til et nyt emne. Hun kunne godt fornemme, at der aldrig ville komme noget fornuftigt ud af mig.
Manglen på fornuft var også tydelig for mig selv. Jeg kommer aldrig til at forstå den rolle, som religion spiller i verden. Nøjagtig hvor uforståeligt, jeg selv synes det er, bliver klart, når jeg ikke engang kan forklare religion nogenlunde fornuftigt til en 7-årig. Selv når jeg virkelig prøver at være objektiv. Det skyldes jo, at jeg synes, at verden på dette punkt er helt absurd. ”Nogle tror på en fortælling fra gamle dage og nogle andre tror på en anden fortælling fra gamle dage, og ud fra disse fortællinger mener de at have fundet en sandhed om, hvordan lige netop de, skal leve livet”. Og derfor finder de masser af gode grunde til at være uvenner – fordi de ikke kan blive helt enige om, hvordan regelsættet skal forstås.
Min datter ved godt, hvad det vil sige at tro på noget. Vi har nemlig læst Brødrene Løvehjerte. Og der forstod hun godt, at det er rart at tro på, at der sker noget godt, når man er død. Hun har valgt at tro på, at lige dén historie er god nok: Vi kommer til Nangiala, når vi dør. Men hun ved godt, at vi ikke VED om det er rigtigt, men bare synes, det er dejligt at tro på det.
Hvis bare alle andre kunne have den samme tilgang til ”at tro” er jeg sikker på, at verden ville være et bedre sted. At VIDE, at det er noget, man har VALGT at tro, fordi man finder trøst og mening i det. Og specielt centralt i disse muhamedkrisejubilæumsår: At vi kan acceptere, at andre ikke nødvendigvis kan forstå netop vores verdensbillede og finder det komisk/absurd/forkert/forrykt. Og derfor også kan finde på at gøre nar af det.
