Category: Dét, Karin mener, er…

Nu er det heldigvis blevet efterår. Den våde og mørke tid resonerer bare lidt bedre med mit indre grundstemning. Ingen krav om at skulle ud og nyde solen og livet og kærligheden. Nu har man lov til at sidde på sofaen, omsvøbt af et tæppe og lave absolut ingenting, mens man luller sig ind i en lettere depressiv tilstand. Har lige læst, at folk med depression faktisk er dem, der har det mest realistiske selvbillede. Når vi er deprimerede er vi nemlig klar over alle vores fejl og mangler, mens manglen på depression får os til at bilde os ind, at vi er nogle prægtige og unikke væsner. Jeg vil gerne tage den endnu videre og postulere, at depression burde være den naturlige grundtilstand for alle tænkende væsner: Når vi…

Nogle gange trænger jeg bare til at lukke nogle ord ud. Det kommer, når der er mange lettere-kaotiske tanker indeni, der trænger til at blive struktureret. Noget om livet, og hvor stort og uforståeligt det er. Men så er det også sådan, at ordene nogen gange ikke vil komme rigtigt ud, og så må man opgive igen. Det kommer der ikke et blogindlæg ud af. Men i det mindste prøvede jeg…..  

Da jeg uforvarende kom til at sende en kommentar til Radio 24/7 til gårsdagens debat om sexchikane, blev jeg umiddelbart efter ringet op to gange fra studiet – inklusiv af værten selv, for at tvinge mig til at udbringe mit budskab på live radio. Jeg sagde nej – turde ikke, af frygt for repressalier. Men jeg er jo ikke en bangebuks! Så én ting er, at jeg ikke vil medvirke i et radioprogram – men derfor tør jeg da godt stå ved mine synspunkter, overfor den udvalgte skare, der tager sig tid til at læse min blog. Note: Der er med sikkerhed nogle kvinder, der bliver udsat for meget grænseoverskridende opførsel – og jeg undskylder på forhånd for min ignorance, der skyldes, at jeg kun har et begrænset kendskab til…

”Lev hver dag, som om det er den sidste”. Senest læst i denne fine artikel, baseret på noget så trist som en far, der har mistet sin søn. Godt skrevet, og jeg kan godt forstå hans tanker. Ganske rigtigt er mange af os nok lidt lunkne ved at forholde os til vores egen død – for den er jo først langt, langt ude i fremtiden - og muligvis sker det slet ikke for mig!!! Dog kan jeg alligevel ikke undgå at blive lidt provokeret af det lidt uoriginale budskab: Du ved ikke, hvornår du skal dø, så derfor må du endelig ikke spilde tiden med at se Hammerslag og lave andre underlødige aktiviteter. Man skal hele tiden have fokus på at bruge tiden på det rigtige – og det lyder…

Fordomsfuld – dét er lige mig! Heldigvis ser jeg det ikke kun negativt, selvom det måske kan lyde som et halvskidt prædikat. Jeg ser det som en lidt for hurtig evne til at putte folk i kasser. Måske en konsekvens af en naturvidenskabelig skoling: Vi bliver nødt til at have systemer, eller går det bare ikke, og verden bliver for kaotisk. En slags periodisk system for mennesker, hvor antallet af grundmennesker måske er nogenlunde det samme som antallet af grundstoffer (som pt, ifølge pålidelige kilder, er oppe på 118). Når jeg ser en mand i ulasteligt jakkesæt i en nystrøget BMW, er jeg da ikke i tvivl om, at han stemmer på LA, og ser det som fuldt ud fortjent at han drikker rødvin til 3000 kr flasken i stedet…

Af en hjemmekineser at være, er jeg egentlig overraskende glad for at rejse. Er dog altid lidt mystificereret over, hvad det egentlig er, der er så tiltrækkende ved at rejse – især når man, som jeg, i grunden føler sig bedst tilpas derhjemme, i den velkendte sofa. For mange år siden læste jeg John Steinbecks bog ”Rutebil på afveje”.  Den handler om en gruppe mennesker på rejse (red: i en rutebil, som kommer på afveje!). Selvom jeg i øvrigt ikke husker handlingen særlig tydeligt, var der en af personerne, der gjorde indtryk på mig: Man følger en kvindes tanker, og de omhandler kun dét, hun skal fortælle om rejsen til sine veninder, når hun kommer hjem. Intet fokus på oplevelsen ”i øjeblikket”, men udelukkende på, hvad det kan blive til…

Jeg tænker sommetider på, hvordan verden ville have set ud, hvis den fra starten af kun var befolket af personer, der alle havde lige nøjagtig mine evner. Hvad ville man mon have opfundet af moderne bekvemmeligheder? Måske lerskåle og knive – og muligvis simple tøjstykker og en utæt hytte. Noget vildere vil det nok ikke været blevet til – og verden ville helt sikkert stadig være flad. Derfor bliver jeg også jævnlig fyldt med imponade over alle de kloge mennesker, der har levet. Tænk at være ham, der fandt ud af det der med elektricitet. Eller ham, der lige kom på at lave et periodisk system med alle grundstofferne. Eller ham, der fandt ud af, hvordan man kan sende et rumskib til månen. Eller ham, der fandt ud af hvordan…

Nu går året på hæld, og efter vinter kommer sommer, og ak, hvor blev tiden dog af, og hvor bliver de dog store, børnene. Hvad bragte 2016 så med sig? Overordnet vel et ganske fint år, uden de helt store kriser. Mindeværdigt? Tjo, på nogle punkter – men om jeg kan huske 2016 som noget helt specielt, når jeg sidder og gnækker på plejehjemmet, er måske ikke så sandsynligt. Men hvad er der egentlig sket? Manden er heldigvis den samme, som i de mange forrige år - men nu helt uden hår (mere allergivenlig?). Børnene ER blevet store. Tre teenagerne i hjemmet, og en pige, der har rundet 8 år. Hun har stadig sin fantastiske positive tilgang til livet. Dagligt får vi lange, lange fortællinger om alt det spændende, hun har…

Jeg har været frivillig i Café Blom – en café for psykisk sårbare, som det så fint hedder. I den forbindelse nævnte flere af gæsterne i caféen  en frustration over, at der – trods megen omtale – stadig er tabu forbundet med at være psykisk sårbar. Det kan de nok have ganske ret i – så for at være med til at bryde tabuet vil jeg nu, ganske offentligt (altså, til den offentlighed, der læser min blog), melde mig i gruppen af psykisk sårbare! Eller dvs – jeg føler mig faktisk overhovedet ikke psykisk sårbar. Faktisk opfatter jeg mig selv som rimelig robust og velfungerende. Men én gang psykisk sårbar – altid psykisk sårbar. Ligesom alkoholikere – eller? Vil ikke trætte med en lang gennemgang af min barndom/ungdom, hvor min…

I forrige uge spiste jeg en træstamme. Sådan en lækker marcipan-én, med snasket fyld. Nu er sagen den, at jeg normalt aldrig spiser kager og slik, og derfor blev mit kagespiseri efterfulgt af dårlig samvittighed. ”En kage”, tænker du måske – ”hvor slemt er det lige det er?” Vil en eventuel Gud dømme mig for sådan en forbrydelse: At spise en kage, udelukkende fordi jeg havde lyst. Det tror jeg ikke. Han vil måske tænke at det var en meget primitiv handling, med manglende fokus på andet end min egen selvtilfredsstillelse, men måske vil det ikke føre mig lukt i helvede….. Så nærmer jeg mig emnet: Den fjollede indretning af mennesket. Den indretning, der gør, at vi har lyster, der ikke slet ikke er gode for os & menneskeheden generelt.…