Category: Dét, Karin mener, er…

Jeg har læst en bog (!). Retrograd, hedder den (af Torben Munksgaard). Plottet: En mand på 50 indser, at hans liv mangler mening, og beslutter sig for at blive yngre. Det medfører, at familien går i opløsning. For man kan altså ikke være gift, have job og bo i hus, når man kun er 18 år indeni. I stedet drikker han og dyrker sex i stor stil. Bevares, det kan virke temmelig ynkeligt, at ens livskrise skal druknes i vodka og sex med 17-årige. Og som bogen skred frem, endte jeg også med at få helt ondt af ham. Men de indledende faser, hvor han erkender, at hans liv bygger på ligegyldige rutiner, der på sigt vil ende med en ligeså ligegyldig død, er tankevækkende - og meget sjov. Det…

Først lige en disclaimer: Muligvis skyldes den bitre tone senere i indlægget, at jeg er en snæversynet, midaldrende, lidt bitter kvinde, der bliver møgirriteret, fordi jeg ikke selv har fået opfyldt mine livsdrømme – så træk lige lidt fra. Men jeg starter i den positive ende. Faktisk har jeg altid været fan af Ole Henriksen. Han er en dygtig mand, der har klaret sig overvældende godt i livet. Han formår at være evigglad - og efter sigende er det ikke engang påtaget. Min fandyrkning inkluderer, at jeg har et par af Ole Henriksens bukser hængede i mit skab. Jeg fik dem gennem en veninde til en veninde, der kender ham. Desværre er de lidt for små, men hvis jeg en dag bliver åletynd, vil jeg tage dem på igen, og…

Min egen lille tradition: En beretning om årets gang på Bangsbo Plads. Ganske givet mest interessant for mig selv, da der ikke er sket nogle større revolutioner – men derfor må I gerne læse med alligevel. Jeg startede min skrivning med at se, hvad jeg havde skrevet sidste år.... og ak, en af profetierne er allerede gået i opfyldelse: Den altid-begejstrede Tilde har undergået en forvandling fra ”jeg glæder mig til alt” til ”alt er bare SÅ kedeligt”. Hver morgen starter med en gennemgang af alle de dødsyge fag, hun skal have i dag. Muligvis er teenagehjernen ved at overtage, så dette er en naturlig konsekvens af hormoner, der rumsterer. Men jeg kan ikke lade være med at frygte, at hun også er blevet påvirket af sommerens armbræk/narkose/operation/efterfølgende måneders stilstand.…

Jeg holder ferie, og i dag skal jeg bare nyde dagen, helt alene. Bare slappe af. Sådan rigtig slappe af – noget med kaffe og avis i sofaen. Måske en kort gåtur til bageren, og så hjem og se en serie på Netflix – for jeg trænger i den grad til at være helt fri for pligter. Sådan var min tanke ihvertfald, da jeg gik i seng i går aftes – men da vækkeuret så ringede (ja, naturligvis ringede det, for jeg skal jo have noget ud af dagen!) kunne jeg mærke den store rastløshed. En hel dag, uden reelle gøremål og tjeklister – det kan jeg jo slet ikke!!!! Heldigvis var der lige lidt legetøjsrod, jeg kunne kaste mig over (tjek) og en stue, der godt lige kunne klare…

Ferie. Sandstrande, drinks i vandkanten, spændende nye kulturer og frem for alt samvær med en harmonisk familie. Sådan kommer det i hvert fald nemt til at fremstå, hvis man bruger FB som kilde – inklusiv min egen stream. Men så er der lige den anden side af historien- altså den der ikke så let lader sig indfange i billederne på FB. I vores sammenbragte familie har det altid været vildt frustrerende at planlægge ferier, fordi der, helt grundlæggende, er store forskelle i ønsker og personligheder. Nogle synes, at den eneste rigtige måde at holde ferie på er at ligge ved en pool, og kun blive forstyrret, når der er en kold cola – mens andre (guess who?) har svært ved at ligge i en strand-seng mere end 30 sekunder, før…

Jeg er egentlig sådan nogenlunde fortrøstningsfuld hvad angår ”fremtiden”. Måske ikke decideret optimistisk, men jeg har trods alt en tro på, at der er nogle ting, vi kommer til at mestre bedre. Bl.a. glæder jeg mig til at få en integreret chip i fingeren, der kan fungere som universalnøgle til ALT (perfekt for alle os, der bruger timer dagligt på forlagte genstande, og glemmer passwords). Der er bare nogle få opfindelser, der kan få mig til at blive bekymret. På min førsteplads finder man ”tankelæseren”. Man kan indvende, at den skam allerede findes, for Google/FB ved allerede alt om mig: Google ville sagtens kunne påtage sig at stemme for mig til næste valg, da han/hun (er ikke helt sikker på kønnet), ved meget mere om mig, end jeg selv gør…

Så er påskeferien næsten forbi. 10 dage (næsten) uden arbejde. Inden den startede, glædede jeg mig sindssygt meget til at skulle absolut ingenting. Efter en lang periode med alt for mange opgaver, trængte jeg så meget til en periode uden pligter og ansvar – bare nyde livet hjemme med familien. Ferien er nu gået, og der har været minimalt med aktiviteter i forhold til min normale standard. Et par familie-og vennebesøg, en masse gå-ture, 4* kagebagning, et par brætspil, en masse serier, en enkelt udstilling og koncert. Desuden har jeg sovet 10-11 timer i døgnet! Lige som jeg ønskede det – eller hvad? Konstateringen er, at det ikke var, hvad jeg ønskede mig. Jeg lider nemlig af en besættelse, der gør, at jeg skal have ”noget ud af tiden”. Den…

Nogle gange bliver jeg bare så sur. Ikke vred, ikke skuffet – bare sur. Surheden sætter sig i maven – sådan lige under de nederste ribben. Så det er altså ikke bare hjernen (den frontale pandelap (?)) der er påvirket, men i høj grad også kroppen. Min erfaring er, at der er to metoder at slippe af med denne surhed på: En frisk 10 kilometers løbetur i modvind eller at brokke mig, til de, der gider høre på det. En kombination af dårligt knæ og dårlig form udelukker løsning 1., og så er der kun løsning 2 tilbage. Min uskyldige mand har allerede lagt øre til min harme, men det var ikke nok, så derfor bliver jeg også nødt til at skrive en blog. Og det handler bl.a. om store…