Af en hjemmekineser at være, er jeg egentlig overraskende glad for at rejse. Er dog altid lidt mystificereret over, hvad det egentlig er, der er så tiltrækkende ved at rejse – især når man, som jeg, i grunden føler sig bedst tilpas derhjemme, i den velkendte sofa.
For mange år siden læste jeg John Steinbecks bog ”Rutebil på afveje”. Den handler om en gruppe mennesker på rejse (red: i en rutebil, som kommer på afveje!). Selvom jeg i øvrigt ikke husker handlingen særlig tydeligt, var der en af personerne, der gjorde indtryk på mig: Man følger en kvindes tanker, og de omhandler kun dét, hun skal fortælle om rejsen til sine veninder, når hun kommer hjem. Intet fokus på oplevelsen ”i øjeblikket”, men udelukkende på, hvad det kan blive til i den efterfølgende fortælling.
Grunden til, at netop hun gjorde indtryk var naturligvis, at jeg overvejede, om det var sådan jeg fungerede: At jeg havde brug for et opleve for at kunne fortælle om det bagefter -og altså ikke for oplevelsens egen skyld. For dét ved man jo godt er forkert! Man skal jo nyde nuet, og være fuldt ude til stede – derude i det eksotiske fremmede.
Nu har jeg så lige været af sted med min dejlige familie, og har derfor samlet minder, som jeg kan bruge, når jeg bliver gammel.
Og hvad er det så, der har været så enestående, at det kan retfærdiggøre at spilde et kæmpebeløb og at hive børnene ud af skolen, så de går glip af vigtig undervisning?
Var det hvalsafarien, hvor vi så ægte blåhvaler? Dybest set så vi kun nogle grålige konturer i havoverfladen, som jeg da vælger at tro, var hvaler – men et enestående syn? Ikke rigtig. De ser mere imponerende ud på fjernsyn, i hvert fald. Dog var det underholdende at dele oplevelsen med flok japanerne, der havde en fantastisk evne til at udstøde oooooohhhh på en helt speciel måde, hver gang der kom noget, der kunne minde om en hval.
Var det så safarituren, hvor vi oplevede elefanter i den ægte natur? Tjaaaa – det var da fint nok, men udvalget af dyr er noget mindre end i Knuthenborg Safaripark, og de så generelt lidt sløve ud. Den primære morskab var den ”naturguide” vi havde med, der tvang os til at tage billeder af hver enkelt bøffel og elefant, vi så: ”Madam, buffalo – take picture”, men for øvrigt ikke kunne fortælle noget om dyrene.
Var det så de dybe samtaler med de lokale, hvor vi lærte noget om den fremmede kultur? Her må jeg med skam indrømme, at kommunikationen med de lokale var begrænset til ”can I have a coffee, please”, og lignende simple sætninger. I virkeligheden sørgeligt: En enestående mulighed for at høre mere om tankerne hos nogle mennesker, der har levet fundamentalt forskelligt fra mig, men gider man at gøre en indsats for at starte noget, der kan minde om en samtale? Desværre ikke mig – jeg kigger kun.
Alligevel sidder jeg heldigvis med en fornemmelse af, at det var det hele værd. Og måske skal jeg lade være med at akademisere så meget over hvorfor, men bare lade det blive ved det :)
